Hver forfatter er også en læser.
Før jeg begyndte at skrive mine egne historier, blev jeg formet af andres. Ord, der satte sig fast. Stemninger, jeg aldrig slap igen. Karakterer, jeg stadig tænker på som levende mennesker.
I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af de bøger, der har sat spor i mig – ikke kun som læser, men som forfatter.
Nogle inspirerede min tone. Andre viste mig, hvad en historie kan. Fælles for dem er, at de på én eller anden måde hjalp mig med at finde min egen stemme.
Gone Girl af Gillian Flynn
Det var denne bog, der for alvor åbnede mine øjne for den psykologiske thrillers dybde og kompleksitet.
Amy Dunne er en karakter, man hverken kan elske eller hade entydigt – og netop dét fascinerede mig. Flynn skriver med en mørk elegance, hvor sprog og psyke smelter sammen.
Gone Girl lærte mig, at en god thriller ikke handler om plot alene, men om mennesker, der smuldrer – på smukkeste vis.
Verity af Colleen Hoover
Den her bog er som at sidde i en følelsesmæssig centrifuge. Jeg elskede den snigende ubehag, det tvetydige plot og de uforudsigelige relationer.
Verity viste mig, hvordan man kan skabe intens spænding uden action, og hvordan det intime kan være langt mere uhyggeligt end det ydre drama.
Den mindede mig om, at grænserne mellem sandhed og løgn ofte ligger i læserens egen fortolkning – og dét elsker jeg at lege med.
The Bell Jar af Sylvia Plath
Sylvia Plaths poetiske stemme og brutale ærlighed ramte mig allerede som ung. Hendes evne til at sætte ord på psykisk sårbarhed med så stor skønhed og klarhed har været en stor inspiration.
The Bell Jar lærte mig, at smerte kan blive til kunst – og at skrift kan være en måde at overleve på.
Rebecca af Daphne du Maurier
En mesterlig fortælling, der kombinerer gotisk stemning, psykologisk spænding og et smukt sprog.
Den anonyme hovedpersons indre liv og den konstante følelse af usikkerhed og underlegenhed er så fint beskrevet, at man som læser bliver helt forført – og foruroliget.
Du Maurier viste mig, at stemning er lige så vigtig som handling. Og at det uudtalte ofte taler højere end ord.
The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman
En poetisk og mystisk roman, der blander barndom, sorg og magi på den mest naturlige måde.
Gaimans fortælling føles som en drøm, og jeg elsker hans evne til at lade det overnaturlige glide ind i det hverdagslige – uden at forklare for meget. På mange måder på samme måde som den danske forfatter, Steen Langstrup (start med Metro og Kat og stop ikke, før du har læst dem alle!)
Han lærte mig, at man ikke altid skal afsløre alt – nogle historier skal mærkes mere, end de skal forstås.
Hvorfor læsning gør mig til en bedre forfatter
Når jeg læser, lytter jeg.
Til stemninger. Til sætningers rytme. Til karakterer, der siger noget ærligt – også mellem linjerne.
Jeg tror, at man ikke kan skrive dybt, hvis man ikke også læser med hjertet.
Mine favoritbøger minder mig om, hvorfor jeg begyndte at skrive i første omgang:
Fordi historier kan rumme alt det, vi ikke kan sige højt. Og fordi de kan forbinde os – på tværs af tid, liv og sprog.
Hvilke bøger har sat spor i dig?
Del gerne din egen læseliste i kommentarfeltet – jeg elsker at opdage nye stemmer og genlæse gamle favoritter med andres øjne.
De bedste hilsner
Sophia Gitte Arden
