Når jeg skriver, begynder jeg sjældent med en plotidé. Jeg begynder med en følelse, et spørgsmål eller et menneske, der står i en følelsesmæssig skillevej.
Og når jeg ser tilbage på mine historier, opdager jeg, at visse temaer bliver ved med at dukke op – som gamle venner (eller spøgelser), der nægter at gå deres vej.
Heling gennem ord
Der er ord, der kan såre – og ord, der kan hele.
Jeg har altid troet på fortællingens kraft. Ikke kun til at underholde eller oplyse, men til at forandre, forløse, og forbinde.
For mig er det mere end bare at skrive historier. Det er en form for indre arbejde. En rejse ind i mørket – og ud igen, med lys i hænderne.