Du har en plan. Et plot. Et handlingsforløb, der fungerer.
Og så kommer hun. Din karakter. Med vilde øjne, en skjult dagsorden og nul intentioner om at følge din outline.
Velkommen til redigeringsfasen.
“Hun ville bare hjælpe,” siger hun. Men jeg tror hende ikke længere.
I den roman, jeg er ved at redigere nu, havde jeg en karakter, der skulle være støtteperson. En moralsk modvægt. En hjælper i mørket. Men jo mere jeg arbejdede med teksten, jo mere insisterede hun på at få sit eget mørke. Ikke onde handlinger, nødvendigvis – men skjulte motiver, uerkendte behov, en fortid jeg først nu er begyndt at forstå.
Når karakteren tager over – og du skal give slip på kontrollen
Jeg tror ikke længere, det er et dårligt tegn, når karaktererne nægter at makke ret.
Tværtimod. Det er ofte dér, jeg opdager, at de har fået dybde. At de ikke længere er funktioner i et plot, men mennesker, der bærer på mere, end jeg vidste.
Og det kræver mod. For det betyder også, at plottet skal ændres. At scener skal omskrives. At noget, jeg troede fungerede, nu føles hult.
Men det er dét, der gør forskellen mellem en spændende historie og en vedkommende én.
Redigering er ikke at rette fejl – det er at lytte bedre
Mange tror, at redigering er teknisk: grammatik, struktur, tempo. Og det er det også. Men for mig handler det i lige så høj grad om at lytte. Til karaktererne. Til historiens understrøm. Til det, der banker på døren og vil fortælles – også selv om det ikke stod i mit manuskript.
Måske var det ikke mig, der opfandt hende. Måske var det hende, der ventede på at blive skrevet frem.
Har du oplevet noget lignende – som læser eller skribent? En karakter, der overraskede dig? Jeg vil elske at høre dine erfaringer i kommentarsporet eller på mine sociale medier.
Tak fordi du læste med
Sophia G Arden
