Når ordene brænder på tungen
Der er noget, vi aldrig siger højt. Ikke fordi vi ikke har ordene – men fordi vi skammer os over, at vi har dem. Vi gemmer på oplevelser, følelser, begær og smerter, som er blevet stemplet som “for meget”, “forkert”, “overdrevet” eller “utilstedeligt”.
Men i litteraturen findes der et rum, hvor det skamfulde kan få krop, stemme og sprog. Et rum, hvor tavshed ikke er nødvendigt – og hvor det, der gør ondt, pludselig bliver meningsfuldt.
Skam er tavshedens mor
Skam er en stille følelse. Den kravler ind og sætter sig mellem ord, mellem skuldre, mellem sider i et manuskript. Den hvisker:
“Det her må du ikke sige.”
Den forbyder os at være hele. Og det er netop derfor, vi som forfattere – og som mennesker – må insistere på at sige det alligevel.
Jeg skriver romaner, hvor karaktererne bærer på hemmeligheder. Overgreb, psykisk sygdom, tab, begær, vrede. Men det er sjældent selve oplevelsen, der gør mest ondt. Det er skammen over at have følt det – og over ikke at kunne sige det – som æder dem op.
Hvorfor det smertefulde skal skrives frem
Når vi tør skrive det, vi skammer os over, bryder vi tavsheden. Og med tavsheden falder også muren mellem os og læseren. Der sker noget magisk, når en læser mærker: Jeg troede, det kun var mig. Pludselig er de ikke alene.
Og vi forfattere opdager, at det, vi frygtede mest at sige højt, ofte er det, der rammer dybest – og heler stærkest.
Men hvordan skriver man det, man ikke tør sige?
Det starter ofte med en rysten. Med modstand. Med den indre stemme, der siger: “Det her kan du ikke skrive.” Netop dér ligger guldet. Jeg siger til mig selv:
Skriv det først for din egen skyld. Du behøver ikke dele det.
Men gang på gang har jeg opdaget, at det netop er de tekster, jeg næsten ikke turde skrive, som blev de vigtigste.
Man kan begynde i fragmenter. En sætning, en stemning, en scene. Et øjeblik, hvor noget knækker. Det behøver ikke være biografisk for at være ægte. Det behøver bare at være følt.
Skam tåler ikke sprog – derfor skal vi give det et
Skam trives i mørke. Den hader lys og sprog. Når vi skriver om det, vi troede var utilgiveligt, får vi adgang til en dybere menneskelighed. Ikke bare i karaktererne – men i os selv.
Og vi lærer, at vi godt må være hele. Med ar, fejl, vrede og længsel. At skrive det, der gør ondt, er ikke en svaghed. Det er en handling af mod.
Det, vi tør skrive, kan vi overleve
Jeg skriver for at overleve. Og jeg skriver for at lade andre vide, at de ikke er alene.
Skam mister sin magt, når vi giver den navn. Tavshed mister sin kraft, når vi giver den stemme. Og litteratur bliver levende, når vi tør gå derhen, hvor vi selv ryster lidt på hænderne.
Så skriv det. Det svære, det ubehagelige, det, du næsten sletter igen. Det er måske netop dér, din sandhed bor.
Kærligst
