Der, hvor kvinden ikke smiler pænt
Hun smiler ikke. Hun undskylder ikke. Hun er ikke “sympatisk” i klassisk forstand.
Hun er vred. Rystet. Frygtsom og stærk på samme tid. Hun er vild, uformelig, ukontrollérbar.
Det er hende, jeg vil skrive om.
Kvinder, der overlever – og ikke nødvendigvis bliver elsket for det. Kvinder, der nægter at krybe sammen, selv når de er blevet brændt, brudt og bragt i knæ. Kvinder, der ikke længere vil nøjes med at være halve for at gøre andre hele.
Den vrede kvinde skræmmer – derfor har vi brug for hende
Vi har lært, at kvinders vrede er farlig. Ude af kontrol.
Men den er ofte det modsatte: præcis, rettidig, nødvendig.
Den er summen af årtiers tavshed. Af usynlighed, af omsorg, der aldrig blev gengældt.
Den vrede kvinde i litteraturen – og i virkeligheden – er ikke urimelig. Hun er ærlig.
Og hun er træt af at gøre sig lille.
Når jeg skriver mine karakterer, giver jeg dem lov til at blive vrede. Ikke som et øjebliks udbrud – men som en kraft, der får dem til at rejse sig. Ikke nødvendigvis smukt, men sandt.
Kvinder, der nægter at være nemme at læse
De kvinder, jeg skriver om, er ikke altid “likeable”. De er komplekse.
De siger én ting og gør en anden. De trækker sig tilbage – og vender pludselig tilbage med stormen i hælene. De tvivler, længes, falder – og rejser sig.
De er ikke perfekte helte. Men de er hele mennesker. Og det, i sig selv, er en revolution.
At turde skrive kvinden, der ikke vil reddes – men huskes
Vi er vant til fortællinger, hvor kvinden enten bliver reddet, tilgiver alt, eller dør for at give plads til helten.
Jeg skriver kvinder, der ikke vil reddes – fordi de allerede har reddet sig selv.
Jeg skriver dem, der ikke dør, men overlever. Og lever videre med ar, med vrede, med begær og med kraft.
Nogle af dem tilgiver. Nogle gør ikke. Og det er også okay.
At være hel – også med det, der skurrer
At være hel betyder ikke at være harmonisk.
Det betyder at kunne rumme det hele:
Vreden, glæden, smerten, driften, sårbarheden, styrken, længslen.
Kvinder, der har overlevet, ved, at de ikke behøver passe ind for at høre til.
De er ikke for meget – de er præcis nok.
Den litterære ret til at være vild og virkelig
Jeg skriver for at give kvinder sprog. Ikke kun til det, de må sige – men til det, de aldrig fik lov at råbe.
Jeg skriver for at lade dem være vrede uden at miste deres menneskelighed.
Jeg skriver for at vise, at det vildeste, smukkeste og mest helende er, når en kvinde ikke længere undskylder, at hun overlevede.
Kærligst
