Når man ikke længere passer ind
Der findes perioder i et menneskes liv, hvor man ikke har nogen plads.
Ikke fysisk, ikke følelsesmæssigt, ikke socialt. Man flyder frit – eller falder mellem alt.
Jeg har været dér.
Ikke som en litterær metafor, men som virkelighed.
Der, hvor postkassen mangler. Hvor du ikke længere figurerer i systemet. Hvor myndighederne ikke ved, hvor de skal sende brevet.
Men mest af alt: Der, hvor man mærker, at man ikke længere har nogen sikkerhed at læne sig op ad. Ingen klar rolle. Ingen retning.
At skrive udenfor det normale liv
Skrivningen blev mit sted, da jeg ikke havde noget sted.
Mit papir blev min bopæl. Min stemme – mit bevis på, at jeg stadig fandtes.
Når du skriver fra et sted udenfor, ændrer det tonen. Den bliver skarpere, sårbar, ærlig. Du begynder at tale et sprog, der ikke handler om at blive anerkendt – men om at overleve.
Og med tiden: at give sprog til andre, der også står udenfor.
Hjemløshed som tilstand – ikke bare et fravær af tag
Jeg var hjemløs i en periode. Ikke bare på papiret. Jeg boede i midlertidige løsninger, skrev på caféer og biblioteker, fordi der var strøm og stilhed.
Men den dybeste hjemløshed var indre.
Den handlede ikke kun om manglende bolig – men om ikke længere at høre til i nogen sammenhæng.
At være for skrøbelig til arbejdsmarkedet. For ukontrolleret til systemet. For meget til familien. For lidt til kunsten.
Litteraturens randzone
Jeg begyndte at forstå, at mine fortællinger ikke kom fra centrum. De kom fra kanten.
Jeg skriver fra randzonen – dér hvor folk kæmper, græder i stilhed, skammer sig.
Dér hvor man ikke bliver inviteret ind, men banker på med pennen i hånden.
Ikke for at blive accepteret, men for at vise: Vi er her også.
Mine karakterer har ofte det samme udgangspunkt. De er hjemløse i hjertet. Ikke nødvendigvis uden bolig – men uden tryghed. Uden ret. Uden nogen, der venter på dem.
Skrive som vidnesbyrd – ikke som branding
Jeg skriver ikke for at opbygge et forfatterbrand.
Jeg skriver, fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi ingen andre fortalte den historie, jeg selv længtes efter at læse.
Og når man skriver fra et sted uden for systemet, er man ikke bundet af reglerne for, hvordan man “bør skrive”.
Man skriver råt. Følsomt. Nøgternt.
Man skriver uden forventning – og måske netop derfor med mere ægthed.
At skabe et hjem i sproget
Jeg har stadig dage, hvor jeg føler mig hjemløs i hjertet.
Men jeg har også lært, at hjem ikke altid er et sted. Nogle gange er det en stemning. En sætning. En tekst, der siger det, ingen andre turde.
Måske er hjem det øjeblik, hvor nogen læser dine ord og tænker:
“Jeg troede, det kun var mig.”
Og det er derfor, jeg skriver.
Kærligst
