De fleste af os har lært, hvordan vi kommer op igen, når vi falder. Hvordan vi samler stumperne op, børster støvet af og kæmper videre. Vi lærer at rejse os. Men ikke at blive stående.
Ingen har lært os, hvad vi skal stille op, når det faktisk går godt.
Og jeg ved ikke med dig, men jeg kan kun klare det i korte glimt.
Lige så snart noget begynder at lykkes — et projekt, en kærlighed, en drøm — mærker jeg den snigende uro. Som om jeg er ved at overtræde en usynlig grænse. Som om verden holder vejret, klar til at slå mig i hovedet med det, jeg har vovet at håbe på.
Jeg er mester i at overleve
Jeg kan navigere i kriser, som var de mit modersmål. Jeg ved, hvordan man holder vejret, bider tænderne sammen, laver planer A til Z og går videre uden at kigge tilbage.
Min styrke er min overlevelse. Den er bygget ind i min rygmarv. I mit nervesystem. I min evne til at mærke en stemning, før nogen har sagt et ord. Jeg kan mærke, når noget er ved at gå galt — og reagere, før nogen opdager det.
Men når noget går godt? Når jeg står midt i et stille øjeblik uden fare, uden modstand — så bliver jeg rastløs. Mistænksom. Som om stilheden er en fælde.
Jeg ved, hvordan man kæmper. Jeg skal stadig lære, hvordan man modtager.
Når succes føles som en trussel
Jeg har saboteret mig selv flere gange, end jeg kan tælle. Ikke med vilje. Ikke bevidst. Men som en refleks. Et nervesystem, der har lært, at det er farligt at skinne.
For jeg har altid fået at vide, at jeg skinnede for meget.
Af lærere, der syntes, jeg skulle give de andre en chance. Af kolleger, der bad mig skrue ned for tempoet, så jeg ikke stillede dem i et dårligt lys. Af familie og venner, der trak skuldrene op og sagde:
“Du behøver jo ikke at gøre så meget ud af det.”
Jeg lærte tidligt, at det koster noget at være dygtig. At det gør folk utilpasse. At det føles nemmere at gemme sig lidt. Lade være med at række hånden op. Lade være med at vise, hvor hurtigt det egentlig går i mit hoved. Lade være med at fortælle, at jeg kan skrive en roman på en måned, selv om jeg kun skriver aftner og weekender.
At turde blive stående i lyset
Og alligevel: Her står jeg. Med drømme, der ikke vil dø, og evner, der ikke lader sig slukke. Og jeg prøver at lære det nu. At tage imod succes, uden at spænde ben for den. At turde være god til noget. At rumme både min styrke og min sårbarhed.
Måske er det dér, det ægte mod ligger. Ikke i at rejse sig efter et nederlag — men i at blive stående, når lyset falder på én, og blive der. Uden at dukke sig. Uden at undskylde.
Det øver jeg mig på.
Gør du også?
Kærligst
