Hvordan skriver man om svære oplevelser? Som forfatter er der intet i livet, der går helt til spilde.
Jeg stod og vaskede op, da tanken kom.
Hvor er det egentlig heldigt, at jeg er forfatter.
Ikke fordi det, der er sket, har været heldigt.
Ikke fordi jeg ville vælge det igen.
Men fordi intet af det behøver at være helt spildt.
For mig er der en særlig trøst i at vide, at selv svære oplevelser kan få en form. Ikke som forklaring. Ikke som retfærdiggørelse. Men som litteratur.
Og det fik mig til at tænke: Hvad gør man egentlig med det, der sker én, hvis man ikke skriver?
Når svære oplevelser ikke forsvinder
Der har været perioder i mit liv, jeg helst havde undværet.
Ulykker.
Relationer, der gik i stykker.
Sætninger, der blev hængende.
Oplevelser forsvinder ikke bare, fordi de er overstået. De lægger sig i kroppen. I hukommelsen. I måden man ser verden på.
Men som forfatter opdager man noget særligt:
Det, der er sket, kan ændre form.
Ikke ved at blive genfortalt direkte.
Ikke ved at blive udleveret.
Men ved at blive skrevet ind i noget andet.
En karakter.
En scene.
En beslutning.
Det konkrete mister sit ansigt.
Men følelsen består.
At skrive om det svære uden at skrive det direkte
Mange spørger: Er det terapeutisk at skrive?
For mig handler det ikke om terapi.
Det handler om transformation.
Det handler ikke om, hvad der sker.
Det handler om, hvordan det bliver skrevet.
At skrive om svære oplevelser betyder ikke, at man gengiver dem én til én. Det betyder, at man arbejder med stemninger, reaktioner, brudflader.
En oplevelse kan blive til:
- en karakter, der ikke tør stole på nogen
- en scene med en lukket dør
- en tavshed mellem to mennesker
Det er sjældent selve hændelsen, der er interessant.
Det er, hvad den gør ved et menneske.
Som forfatter er det ikke så meget spørgsmålet hvad skete der?
Det er snarere: Hvordan kan det skrives?
Er noget i livet nogensinde spildt?
Det var måske det, der slog mig ved køkkenvasken.
At næsten intet i mit liv føles helt tabt.
Ikke fordi alt giver mening.
Ikke fordi smerte er nødvendig.
Men fordi erfaring kan få en form.
Når noget kan skrives, mister det ikke sin alvor.
Det mister bare sin ensomhed.
Jeg ved ikke, hvad andre gør med det, der sker dem.
Måske bliver det i kroppen.
Måske bliver det til stilhed.
Måske bliver det til noget helt andet.
Men for mig er skrivningen et sted, hvor oplevelser ikke går til spilde.
De bliver ikke smukkere.
De bliver ikke mindre.
De bliver bare flyttet.
At være forfatter er at omforme erfaring
At være forfatter betyder ikke, at man håber på modgang for at få materiale. Det betyder heller ikke, at man romantiserer det svære.
Det betyder bare, at når noget først har været, kan det blive skrevet.
Og når det bliver skrevet, kan det ændre form.
Ikke som hævn.
Ikke som forklaring.
Ikke som selvhjælp.
Men som fortsættelse.
