Der findes liv, man ikke lever.
Ikke fordi man fejler.
Ikke fordi man er bange.
Men fordi noget andet, mere stille, kalder.
Jeg tænker nogle gange på det liv, jeg kunne have haft.
Ikke med længsel.
Ikke med bitterhed.
Mere som man tænker på et hus, man engang så indefra.
Smukt. Velindrettet. Ikke mit.
Der var veje, der lå åbne.
Relationer, der kunne være blevet dybere.
Byer, jeg kunne være blevet i.
Versioner af mig selv, som var mere acceptable. Mere forståelige. Lettere at forklare.
Jeg sagde nej til dem.
Ikke dramatisk.
Ikke med en dør, der smækkede.
Bare ved at gå videre.
Det svære var ikke at give slip.
Det svære var at acceptere, at der ikke kom en erstatning med samme konturer.
At det liv, jeg valgte, ikke lod sig opsummere.
Ikke kunne måles.
Ikke kunne forsvares.
Der er en særlig ensomhed i at vælge noget, der ikke kan vises frem.
Noget, der kun kan leves indefra.
Jeg har lært, at fravalg også er virkelige liv.
De efterlader spor.
De former døgn.
De sætter sig i kroppen som en ro, man først mærker, når man holder op med at forklare sig.
Nogle dage ser jeg det andet liv for mig.
Som en parallel bevægelse.
Ikke for at fortryde.
Men for at anerkende, at jeg faktisk valgte.
Og at det valg stadig står ved magt.
Der er ikke alt, man skylder sig selv at opleve.
Nogle gange skylder man sig selv at blive.
