Hvordan jeg bruger mine egne erfaringer i mine historier
Jeg bliver ofte spurgt:
“Er dine bøger inspireret af virkeligheden?”
Og mit svar er altid: Ja – men ikke altid på den måde, man tror.
Som forfatter af psykologiske thrillere er jeg dybt optaget af det, vi ikke siger højt. Det usynlige mørke, som findes i os alle – men som sjældent får lov at komme frem i lyset. For mig er det netop dér, fortællingerne bor. I det glemte, det gemte og det, vi troede, vi havde lagt bag os.
Mørket som materiale
Jeg skriver ikke for at chokere. Jeg skriver for at mærke.
Og noget af det, jeg mærker stærkest, er det, vi helst vil undgå – frygt, tvivl, svigt, forvirring, ensomhed, længsel.
Min egen historie rummer meget af det. Jeg har oplevet perioder i livet, hvor virkeligheden føltes som en gåde, jeg ikke kunne løse. Hvor tillid blev brudt. Hvor alt det, jeg troede, jeg vidste, smuldrede. Og det er ikke nødvendigvis store ydre dramaer – men indre skred, som ryster ens identitet.
Det er de erfaringer, jeg tager med ind i mine karakterer og plots. Ikke for at gentage dem, men for at forvandle dem.
Sårbarhed som styrke
Der er noget stærkt i at turde være sårbar – også som forfatter.
Når jeg skriver en karakter, der mister kontrollen, kæmper med gamle traumer eller ikke længere kan stole på sine egne tanker, så skriver jeg fra et sted, jeg kender.
Men i fiktionen kan jeg give det form. Jeg kan skabe sammenhæng, forløsning og forståelse. Det, jeg ikke kunne forklare dengang, kan jeg nu give stemme. Og det er ikke kun helende for mig – det er også det, der får mine læsere til at skrive:
“Det føltes som om, du skrev om mig.”
Sandheden i det opdigtede
Der er frihed i fiktion.
Jeg behøver ikke fortælle min egen historie direkte – men jeg kan bruge den. Jeg kan tage stemninger, brudstykker, stemmer, indsigter – og lade dem leve i nye former.
Og nogle gange opdager jeg, at jeg først forstår mig selv efter jeg har skrevet historien. Som om min underbevidsthed arbejder med bag kulisserne.
Det mørke er ikke farligt – det er ærligt
Vi har lært at gemme mørket væk. At smile pænt. At være stærke.
Men jeg tror på, at vores mørke ikke er noget, vi skal frygte – det er noget, vi skal lytte til.
Derfor skriver jeg.
For at finde mening i det kaotiske. Lys i skyggerne. Og forbindelse – til dig, der læser med og mærker noget genkendeligt i det uperfekte.
Har du også oplevelser, du bærer med dig – men ikke altid kan sætte ord på?
Måske kan en bog hjælpe. Måske kan du skrive selv. Eller måske er det nok at vide, at du ikke er alene med det, du ikke siger højt.
Tak fordi du læste med.
Sophia Gitte Arden, forfatter
