Når jeg skriver, begynder jeg sjældent med en plotidé. Jeg begynder med en følelse, et spørgsmål eller et menneske, der står i en følelsesmæssig skillevej.
Og når jeg ser tilbage på mine historier, opdager jeg, at visse temaer bliver ved med at dukke op – som gamle venner (eller spøgelser), der nægter at gå deres vej.
I dette indlæg deler jeg de 7 psykologiske temaer, der gennemsyrer mit forfatterskab – bevidst eller ubevidst.
De er mørke, ja. Men de er også sårbare, menneskelige og dybt universelle.
1.Identitet og selvbedrag
Hvem er jeg, når ingen ser på?
Og hvad sker der, når det billede, jeg har af mig selv, begynder at krakelere?
Mange af mine karakterer lever med en illusion om sig selv – og historien begynder ofte, når den illusion ikke længere holder.
For mig er det dybt fascinerende, hvordan vi kan leve i selvopfundne narrativer for at overleve… indtil virkeligheden banker på.
2.Skyld og fortrængning
Skyld er et tema, jeg aldrig bliver færdig med.
Ikke kun den store, dramatiske skyld – men den stille skyld, vi bærer rundt på i årevis.
Det, vi gjorde. Det, vi undlod at gøre. Det, vi stadig ikke kan sige højt.
Mine karakterer forsøger ofte at glemme, men historien tvinger dem til at huske. Og det er dér, spændingen bor.
3.Kontrol og kaos
Mange af mine hovedpersoner forsøger desperat at kontrollere deres liv, omgivelser – og ofte sig selv.
Men det psykologiske drama opstår, når kontrollen glipper.
Når uforudsigeligheden trænger ind. Når andre mennesker nægter at spille med.
Jeg skriver ofte om det skrøbelige i vores behov for kontrol – og hvad der sker, når livet nægter at lade sig styre.
4.Hemmeligholdelse og sandhed
Jeg elsker at skrive historier, hvor alle skjuler noget – selv dem, der virker mest gennemsigtige.
For mig er spændingen ikke kun i det, vi afslører, men i hvordan og hvornår det bliver afsløret.
Sandheden i mine bøger er sjældent enkel. Ofte findes der flere sandheder – og nogle gange ingen.
5.Mor-datter-relationer
Dette tema dukker op igen og igen – nogle gange uden at jeg selv har opdaget det fra begyndelsen.
Der er noget dybt og uundgåeligt i forholdet mellem mødre og døtre: Forventninger, længsler, tavshed og ar, der går i arv.
Det handler ikke altid om konflikt. Nogle gange handler det om den kærlighed, der ikke kan udtrykkes – og det savn, der aldrig helt går væk.
6.Kvinden, der bryder sammen – eller bryder fri
Jeg er dybt optaget af kvindelige hovedpersoner, der bevæger sig på kanten.
Af sammenbruddet, der bliver til gennembrud.
Af kvinden, der mister grebet – og i det tab finder noget sandere end det, hun troede, hun ville have.
Der er noget smukt i at skrive kvinder, der ikke forsøger at være perfekte – men som tør være virkelige.
7.Tavshed og det usagte
Mange af de stærkeste scener, jeg har skrevet, handler ikke om det, der bliver sagt – men om det, der ikke bliver sagt.
Tavshed kan være et skjold. En straf. En sorg. Eller et valg.
Jeg elsker at skrive scener, hvor underteksten brænder. Hvor karaktererne cirkler omkring det, de ikke kan få sig selv til at sige – fordi dét siger alt.
Hvorfor vender jeg tilbage til disse temaer?
Fordi de ikke er færdige med mig.
Fordi de bliver ved med at føles relevante – både i mit eget liv og i de mennesker, jeg møder.
Og fordi det er her, jeg mærker, at fiktionen har noget vigtigt at sige.
Når jeg skriver, leder jeg ikke efter svar. Jeg leder efter dybde.
Og disse temaer er min måde at grave på.
Tak fordi du læste med.
Sophia Gitte Arden
skriveterapi
psykologiske thrillere
