Der er noget ved redigering, der føles som kirurgi uden bedøvelse.
Man åbner sin tekst op med det, man tror er et skarpt instrument, og opdager pludselig, at det er ens egne nervebaner, man skærer i. Hver sætning bærer et lille spor af, hvem man var, da man skrev den. Og ofte er det ikke kønt. Det er ærligt. Og det er derfor, det gør så ondt.

Her er fem ting, jeg har lært under redigeringen af mine to kommende romaner:
1. Det første udkast er en bekendelse, ikke en bog
Det føles ofte, som om mit første udkast er skrevet af nogen, der ikke troede, nogen skulle læse det. Og det er nok også sandt. Det første udkast er en impuls. En impuls med mørke øjne og rystende hænder.
2. Nogle af de bedste sætninger skal dø
Selv når jeg elsker en sætning, må jeg nogle gange slette den, fordi den står i vejen for historien. Det er som at aflive et kæledyr, der har bidt et barn. Det gjorde mig glad, men det kan ikke blive.
3. Karakterer udvikler sig – og det gør jeg også
Nogle gange ændrer en karakter sig ikke i redigeringen – det gør jeg. Og det er dér, magien sker. Når jeg indser, at det ikke er karakteren, der er inkonsekvent, men min egen frygt for at lade hende være så brutal, som hun virkelig er.

4. Alt betyder noget
Også dét, jeg skrev ved et uheld.
Jeg har fundet skjulte temaer og spejlinger i teksten, jeg aldrig planlagde. Det er, som om min underbevidsthed har fortalt historien for mig – og nu skal jeg fange den med pincet og forstørrelsesglas.
5. Det er her, jeg bliver forfatter
Skrivefasen er lidenskabelig og kaotisk. Redigeringen er håndværket. Det er her, jeg tager ansvar. Ikke bare for historien, men for hvordan jeg fortæller den. Det er også her, jeg finder modet til at vise, hvad jeg virkelig mente.
Har du selv skrevet noget, der ændrede dig undervejs?
Del gerne dine egne oplevelser med redigering – eller med at læse en bog, der føltes som en bekendelse. Jeg elsker at høre, hvordan ord finder vej gennem andre.
Tak fordi du læste med

Sophia Gitte Arden