Hvorfor Damon Salvatore blev misforstået – og hvorfor det betyder noget

Kærlighedstrekanten, vi stadig diskuterer
Der er serier, man vokser fra.
Og så er der serier, man bliver ved med at vende tilbage til – ikke fordi de var perfekte, men fordi de ramte noget uafklaret.
The Vampire Diaries var begge dele.
For mange blev serien defineret af trekantsdramaet mellem Elena Gilbert og Salvatore-brødrene. Team Stefan eller Team Damon. God eller ond. Sikkerhed eller begær.
Men måske er det netop den opdeling, der fortjener et kritisk blik.
For når man ser nærmere efter, bliver det tydeligt, at serien gentager en velkendt fortælling:
Den pæne, kontrollerede kærlighed fremstilles som moralsk overlegen.
Den kaotiske, ærlige kærlighed som farlig.
Spørgsmålet er, om det holder.

Stefan Salvatore: Den “gode fyr” med for mange forbehold
Stefan Salvatore introduceres som idealet: selvbehersket, skyldbevidst, villig til at ofre sig.
Men idealer er ikke det samme som sunde relationer.
Illusionen om den perfekte kæreste
Stefans kærlighed er formuleret som beskyttelse.
Han vil skærme Elena mod verden – og mod sig selv. Men beskyttelse glider let over i kontrol, når den ikke tåler modsigelse.
Han beslutter ofte på hendes vegne.
Hvad hun bør vide.
Hvem hun bør være sammen med.
Hvilken version af sig selv, der er acceptabel.
Det bliver sjældent italesat som et problem, fordi intentionen fremstilles som ren.
Når grænser forklares som omsorg
Stefan overvåger Elena længe før deres første møde.
Ser hende. Studerer hende. Indgår i hendes liv uden hendes viden.
I seriens univers kaldes det kærlighed.
Udefra ligner det grænseoverskridelse.
Hans mørke sider – især Ripper-perioderne – forklares som sygdom, afhængighed, noget udefrakommende. Noget, han egentlig ikke er.
Dermed bevares billedet af den gode fyr, selv når handlingerne ikke understøtter det.
Stefans kærlighed er dyb – men betinget.
Elena skal passe ind i hans moralske selvforståelse.

Damon Salvatore: Den ærlige antihelt
Damon Salvatore er aldrig tænkt som sikker.
Han er impulsiv, vred, destruktiv. Og netop derfor svær at romantisere uden forbehold.
Men han er noget andet også: ærlig.
Autenticitet frem for renhed
Damon foregiver ikke at være bedre, end han er.
Han skjuler ikke sin mørke side bag moralske forklaringer.
Man ved altid, hvor man har ham.
Det gør ham ikke ufarlig.
Men det gør relationen mere gennemsigtig.
Loyalitet og reel forandring
Damons udvikling er ujævn og modstridende. Han falder tilbage. Fejler. Skuffer.
Men han ændrer sig ikke for at leve op til et ideal – han ændrer sig, fordi han knytter sig.
Hans kærlighed til Elena handler ikke om, hvem hun burde være, men hvem hun er, også når hun bliver mørkere, mere kompleks, mindre uskyldig.
Han forsøger ikke at redde hende fra sig selv.
Han bliver hos hende.
Dobbeltstandarden: Hvorfor Stefans fejl tilgives
Her bliver fortællingen interessant.
For Stefan dømmes på sine intentioner.
Damon dømmes på sine handlinger.
Den ene får lov at være god på trods af det, han gør.
Den anden forbliver problematisk uanset hvad han udvikler sig til.
Forlag, fortælling og kontrol
I bogforlægget havde forfatteren L. J. Smith en anden plan.
Hun har flere gange udtalt, at historien i sin kerne var fortællingen om Elena og Damon.
Men forlagsinteresser pressede en mere konventionel “tryg” romance frem.
Det ændrede ikke kun slutningen – det ændrede moralen.
Den farlige kærlighed blev noget, man skulle vokse fra.
Den pæne kærlighed noget, man burde vælge.

Hvorfor Damon og Elena føles sundere – på trods
Det paradoksale er, at forholdet mellem Damon og Elena netop fungerer bedre, fordi det ikke bygger på illusioner.
Fælles udvikling
De ændrer sig sammen.
Ikke i takt. Ikke problemfrit. Men gensidigt.
Der er plads til fejl.
Plads til vrede.
Plads til ambivalens.
Kærlighed uden moralske krav
Damon forlanger ikke, at Elena forbliver god for at være elskelig.
Han forlanger ikke, at hun skal repræsentere hans bedste selv.
Den kærlighed er ikke ren.
Men den er friere.
Det større perspektiv: Når fiktion former vores blik på kærlighed
Problemet er ikke Stefan.
Problemet er, hvad han repræsenterer.
Når fiktion konsekvent fremstiller kontrol, overvågning og moralsk overhøjhed som romantisk, bliver det sværere at skelne mellem omsorg og magt.
Især for unge seere.
Hvorfor autenticitet betyder noget
Autentiske relationer i fiktion er ikke perfekte.
De er komplekse. Modsætningsfyldte. Uafsluttede.
Og netop derfor lærer de os mere om, hvad kærlighed kan være – og hvad den ikke bør være forklædt som.
Ikke en sejr for Damon – men for kompleksiteten
At Delena endte med at få plads i serien, føltes for mange ikke som en sejr for den “onde” bror, men som en anerkendelse af noget, publikum hele tiden havde set:
At kærlighed ikke handler om at være god.
Men om at være ærlig.
Og villig til at stå i det, der ikke kan renses.
Måske er det derfor, diskussionen stadig lever.
Personligt foretrækker jeg autencitet frem for manipulation. Jeg er nysgerrig på, hvordan andre læser det: som romantik forklædt som kontrol – eller som ærlighed med en pris?
De bedste hilsner

Sophia G. Arden
Forfatter




